Mandag den 19. Januar

Vi mødte ingen mus natten til mandag, til gengæld havde Diana ligget vågen i to timer om natten, fordi den ene myg efter den anden fandt vej ind i hendes myggenet. Så Lulu måtte næsten trække hende ud af sengen, bare for at opdage at vi denne morgen hverken havde el eller vand. Badet foregik derfor vha. Balje og kop (med vand fra en tank vi har stående i haven – til når vandet netop svigter indenfor), og kaffevandet blev kogt på gasblusset. Standard mandag, men humøret var stadig højt!

Vi kom lidt sent ud af døren, men havde alligevel planlagt at starte dagen med et besøg på kontoret, for at få et par underskifter fra vores Kenya-vejleder Mr. Kemboi. Da vi nåede frem og fik spurgt om vi kunne tale med Kemboi, nikkede sekretæren bare og bad os vente på bænken. Vi gjorde selvfølgelig pænt som der blev sagt, og tog lige endnu en lektion i african time. To timer senere, bliver det endelig vores tur og vi rejser os og går ind på kontoret. Og så er det ikke Kemboi der sidder derinde….. På det tidspunkt var kl. så mange at det ikke gav mening at starte ’arbejdsdagen’ på en helt ny afdeling, så vi endte med at gå hjemad, grinende over hvor åndssvag en dag det havde været foreløbigt. Vi griner ikke mindre, da der ud af det blå kommer en flot kenyaner og siger ”Hey, pretty ladies!”, giver os hånden, og derefter skynder sig videre. Det er virkelig måden man gør det på her.

I farten nåede vi forbi supermarkedet, hvor Diana fik fundet sig en ny kuffert (håndtaget på den gamle blev jo ødelagt allerede mens vi var i København), og der er jo kun én rigtig måde at transportere den slags på i Afrika…

 

Tilbage i huset møder vi da også en af Marys venner, der pointerer at Diana også er blevet så brun at hun ligner en inder – og dermed kan ’blende in’ med lokalbefolkningen nu. Mission no-more-mzungu accomplished!

Søndag den 18. Januar

Da vi stod op søndag, havde vi kun lagt en enkelt plan for dagen. Vi ville forbi Moi Children’s Home og donere nogle af de ting, vi ikke ville have med hjem igen. Tusser, kinderæg, papirblokke, sæbe og andre småting. Så efter at have hængt sløve ud på verandaen længe nok, fik vi slæbt os ud af døren. På turen derhen besluttede vi at tage sidste rundes souvenirshopping, og til vores store overraskelse havde sælgerne lært noget i løbet af den tid vi har været der. I stedet for at være anmasende, hørte vi flere sige ”don’t push them!” til hinanden, så hvor vi ofte er gået en omvej for at undgå de boder, kunne vi nu i ro og mag få lov at kigge – hvilket selvfølgelig betød at vi også købte lidt og fik nogle gode deals i hus. Win-win!
Fremme ved børnehjemmet, blev vi mødt af tomme udendørsområder og kun medarbejderne var at se. Så man godt efter, vinkede der et barn fra et vindue hist og her, men de holdt sig tilsyneladende indendørs. Nå. Vi blev vist ind til kontoret, og fik givet dem vores ting, inden vi gik hen og talte med et par vaskekoner, der kom til at vise os ind til deres vuggebørn. Selvom det var en smule sørgeligt at se så mange dejlige børn uden familier, havde vi et kort glædesmoment over hvordan der sad børn i cirkel på hver deres potter, som de af og til møvede lidt rundt på for bedre at kunne se os. Så kom kontormedarbejderen desværre og meddelte at man faktisk skulle have tilladelse til at gå rundt på børnehjemmet, og vel vidende at det er børn og ikke zoo-dyr, valgte vi derfor at gå igen.

Hjemme igen opdager vi tre små muselorte på vores værelse. Vi har ellers lært ikke at have mad/frugt liggende fremme, men sporene var tydelige og vi var allerede mentalt klar på at ende med at sove i stuen. Vi fik dog ryddet vores tasker ud fra under sengen, så vi kunne se hele gulvet og skønt der ingen mus var, lå vi alligevel længe og talte om den, inden vi faldt i søvn den nat.
Og sådan gik det til at vi fik navngivet musen Max Omega Three. Et fornemt musenavn, hvis vi selv skal sige det!

Og Lulu puttede Diana under myggenettet..

Lørdag den 17. Januar

Lørdag stod i kulturens tegn, og vi havde derfor planlagt at skulle besøge et museum i byen kaldt Hyrax Hill, hvor man havde fundet menneskelige rester dateret til for ca. 5000 år siden. Vi gik på indkøb efter noget frokost og satte derefter kursen mod museet, der lå oppe på toppen af en mindre bakke (som navnet antyder – hvis man skulle være i tvivl). 

Det viste sig, da vi kom derop, at være verdens mindste museum hvor vi var de eneste gæster. Tanken var, at vi bare skulle tulle lidt rundt selv, men de fik hurtigt prakket os en guide på, der dog ikke kunne imponere os synderligt med sine evner til at læse op fra montrerne. Det resulterede i, at vi vidste hvad, hvor, hvornår og hvorfor inden han selv gjorde. Vi bed begge mærke i at ’at least’ tydeligvis var mandens yndlingsvending, da dette blev brugt RIGTIG flittigt, også steder hvor det ikke gav den store mening. Til gengæld var han mester i ’stating the obvious’og løb derfor med en flot førsteplads: ”This is a honey pot. It was used to store honey, at least.” Efter den korte rundvisning på selve museet, der alligevel virkede uendelig, ville han gerne vise os hvor de havde gravet alle relikvierne op. Først blev vi vist ud i haven, hvor de havde lavet en lille indhegning med skildpadder. Vi blev meget nysgerrige efter at vide hvad man dog brugte dem til førhen, hvor guiden svarede at de ikke havde skildpadder dengang, men museet brugte dem til pynt. 

Herefter begav vi os ud på en tur der bl.a. indebar udsigt over Lake Nakuru og en mindre (men meget spændende!) klatretur ned ad bakke. Forenden af bakken var der to stendynger, der havde været huse for 5000 år siden. De mindede lidt om jættestuer, hvorefter vi forklarede guiden vi havde haft noget lignende i Danmark. Hans kommentar til huse bygget af sten var: ”Yes, they weren’t as intelligent as we are today..” Vi ved nemlig, at man kan måle intelligensen på hvilke materialer huset er bygget af...  Efter at været blevet det klogere, vendte vi skuden hjemad. Vi nød resten af dagen med en lur og lidt tid i haven.

Lulu var træt og småsur hele dagen, så dette er det eneste billede hun ikke så sur ud på.

(Det siger hun i hvert fald selv.)

Diana var til gengæld klar på yoga on the rocks

Fredag den 16. Januar

Fredag var endnu en praktikdag, dog var den en af de kedeligste. Diana var fortsat på casualty/skadestuen og Lulu på CCC, hvor der absolut ingen patienter var på hver af afdelingerne. Således gik praktikdagen meget langsomt, men vi overlevede ved tanken om at kunne komme hjem og ligge i haven. 

Vi er efterhånden blevet vant til at hilse på Gud og hver mand, og det var nøjagtigt det Lulu gjorde på vej hjem fra hospitalet, da en dreng hilste på os. Det skulle hun dog aldrig have gjort. Det viste sig at være en limsniffende gadedreng, der valgte at følge efter os hele vejen hjem. Selvom vi ikke var trygge ved det, så var vi rationelle nok til at se vi var mere end 3 gange hans størrelse udover det at han var påvirket. Vi holdt dog alligevel taskerne tæt til kroppen. Da vi kom hjem, låste vi os ind ad porten og drengen gik igen. Efter den anstrengende gåtur spiste vi sen frokost, som bestod af rester fra dagen før. Til vores uheld var microen fyldt med myrer, og dette havde vi ikke opdaget før maden var skænket og serveret. FØJ! Så måtte vi nøjes med brød og yoghurt. Øv, øv. 

Da vi havde slået mave og var kommet os over 2 gange ubehageligheder, tog Diana en lur mens Lulu solede sig i haven. Aftensmaden var utrolig lækker som altid, og det nød særligt Diana godt af, da hun på trods af at have løse bukser på, spiste til de strammede. Der er gået Mzungu vs. Native African i den til spisning, da vores host-moms niece er verdens langsomste til at spise, men til gengæld kan spise mere end os andre, og stadig være den tyndeste af os alle. Derfor er hun altid efter os, for at sikre at vi spiser mindst to portioner (vi kommer til at betale overvægt for mere end vores kufferter..).  

Når vi keder os, leger vi på togskinnerne...

Tirsdag-torsdag den 13.-15. Januar

De næste par dage forløber med meget træthed. Om tirsdagen vælger Diana at fortsætte en uge mere på skadestuen og Lulu skifter igen til en ny afdeling; Comprehensive Care Center for HIV-smittede. Diana tog en rolig dag mere i deres observationsrum, mens Lulu måtte vente af 3 omgange hos forskellige mennesker, for overhovedet at få lov at være på afdelingen – det viser sig at de i visse situationer alligevel går lidt op i at værne om patientens privatliv, så det er jo meget godt.
Da vi får fri tager vi hjem, hvor vi mødes med vores MS Kenya koordinator, der bare lige skal høre hvordan det går, samt stikke os et spørgeskema vi lige kunne udfylde. En smule meningsløst, men det var heldigvis hurtigt overstået, hvorefter resten af dagen gik med at få de sidste eksamensopgaver afleveret og at få skrevet lidt på bloggen.

Onsdag går Diana i skadestuens diabetesklinik, hvor hun én gang får vist hvad der skal gøres, før den anden studerende der smutter og efterlader Diana alene der med patienterne. Pludselig var det alligevel meget rart at have haft diabetesprojekter i et halv år! Imens er Lulu gået på den pædiatriske del af CCC (Comprehensive Care Center), hvor arbejdet mest bestod i at måle højde og vægt, hvorefter de blev sendt videre til enten diætisten eller lægen alt efter hvilke problematikker de stod med. Vi tager direkte hjem efter praktikken, og kan på mail se, at vores eksamensopgaver er godkendte og at vi dermed officielt har bestået modulet! Juhuuu! Og så kunne vi endelig slappe af med god samvittighed.

Diana alene og bange på diabetesklinikken

Om torsdagen er vi stadig flade og udmattede, og vi ender med at tage en hjemmedag. Hjemturen er kommet tættere på, så vi får styr på meget af det praktiske, får vasket tøj og skrevet blog – og får styr på kræfterne igen.

Humøret var atter højt til aften, og bloggen skal næsten have et eksempel på samtalen i en rigtig god telereklame fra kenyansk tv.

Mand ringer op: Hi! How are you!
Kvinde svarer: Hi, I just fell off my horse..

Og så en jingle og et smart slogan om hvorfor man skal vælge dette teleselskab.

Mandag den 12. Januar

Mandag var hjemrejsedag fra maasai mara. Vel vidende at de andre piger havde 3 timers transport mere end os, stod vi tidligt op og gjorde klar til afgang kl. 8.
Derfra sad vi jo bare i bilen. Vi holdt kort ind ved det stop, hvor vi havde spist frokost (og købt dyre sodavand) om fredagen, for at låne deres toiletter og lige slå et smut forbi deres souvenir-shop. Vi kender langt om længe prislejet for deres varer, så selvom alle sælgerne startede med høje priser, fik vi presset dem væsentligt ned. Mathilde, vores rejsefælle, havde fx kig på en strikket skål til 1600 shillings. Da hun afslog og i stedet satte sig ind i bilen, kom sælgeren løbende ud efter hende, kastede den nærmest i nakken på hende, og endte med at sælge den for 200 shillings.

Sælgerens ven var tilfældigvis fulgt med ud til bilen, og på et tidspunkt henvender han sig til os andre og peger på Mathilde – ”How much for that one? How many cows?” og han når tilmed at tilbyde os 500 køer for én Mathilde. Vi var lige ved at sælge hende der!
Resten af turen bød på snak, musik, lakridser og opgaveskrivning indtil vi måtte skilles udenfor vores hus, og ønske de andre piger fortsat god rejse og afslutte med et ”Vi ses i Danmark!”… Så begynder det alligevel at komme tæt på, med den hjemrejse.. 

Shoppingmulighederne i maasai mara